Her er jeg med

fredag den 5. april 2013

Men når forårssolen skinner, ......

......lever jeg!
Poul Dissings og Benny Andersens skønne forårssang lød i radioen forleden dag. B.A. kan noget med ord, og P.D. med sang. Et uovertruffent makkerpar, efter min mening.
Og det er jo rigtigt: Solen giver liv, både inde og ude.
Siden sidst er der sket meget. Påsken fløj afsted, og nu er endnu en uge næsten forsvundet. Vi har haft kulde og sne, og vi har haft / fået forårsfornemmelser.

Naboens fik gæster: et par fra Gibraltar, som havde lånt en dansk bil på sommerdæk (!) Heldigvis kom ingen noget til. Bilen var tom, men blev totalt skadet. Naboens og vores fælles opkørsel er temmelig stejl, men bilen er dog kraftigt på afveje!

Hundene på tur med Husbonden. Naboens og vi passer hinandens hunde, når de/vi er væk i mange timer ad gangen. Easy har endnu engang fundet en golfbold. 4 har den nu fundet, og så er spørgsmålet, hvor de kommer fra?

Husbonden var også på tur med Øglen, som vi havde fornøjelsen af at have besøg af i flere dage sammen med hendes mor og lillebror. Det var enormt hyggeligt at have besøg.

På tur til Naturskolen, hvor dyrene heldigvis gik ude. Derefter videre til den lille havn for at se, om der skulle være noget stenbiderrogn, men desværre. En stenbider med rogn, og den købte manden foran i køen.
Ellers gik dagene med alskens hyggelige tiltag. Der blev malet med nyindkøbte vandfarver, leget med perler og glaskugler, set film iTv og på iPad´en og leget ude.

Desuden blev der leget med krympeplast, som jeg ikke kendte i forvejen.

De store figurer blev malet og bagt i ovnen. Og så blev de pludselig meget små!

Og så havde man pludselig et nyt armbånd! Sammen med det nye fodboldstøj!
 
Øglen er blevet vældig optaget af fodboldtøj, og det er da heldigvis muligt at købe gode efterligninger i supermarkederne, så det ikke er nødvendigt at bruge flere hundrede kroner på en sikkert kortvarig dille.
Hun er sådan en sød og sjov pige. På et tidspunkt sagde en af de voksne: Nixen, bixen, og så sagde hun : Karen Blixen!
Nixen bixen Karen Blixen! Da vi havde grinet færdigt, fortalte vi hende lidt om samme dame og hendes hus, som man kunne besøge, og Øglen ville også vide, om man måtte lege i hendes have? Senere fortalte hun så videre, at Karen Blixen boede i Afrika, og så skrev hun bøger!
Da det jo var påske, skulle de små finde påskeæg. Deres mor havde sørget for 8 poser, som blev gemt forskellige steder i haven. Det, der var i poserne, skulle man så dele.

Legetøj og spiselige sager imellem hinanden.

Indholdet bliver studeret.
Hej!! Varanen var optaget af andre ting!
Det var en kold omgang, så det var rart at komme ind og kigge nærmere på alle tingene fra diverse påskeægsposer. Her ville Varanen heldigvis også godt være med.
Undervejs sang Øglen nogle af de mange sange, som hun kan udenad, fx Oppe i Norge, Solen er så rød, mor og Mariehønen Evigglad i ny version. Ordene er korrekte, og det er melodien også. Fantastisk!
Varanen blev klippet af sin mor. Det var svært for ham at sidde stille, men jeg synes, at det lykkedes at få ham til at ligne en dreng! Som ovenikøbet så højere og slankere ud.

En nyklippet Varan
Da Reptilfamilien skulle til at hjem, sagde jeg til Øglen, at jeg ville savne hende. "Jeg savner også dig", sagde Øglen og tilføjede:"Så savner vi hinanden"! Nårrh. "Så skal du bare tænke på mig inde i kinderne". Øhh! Kinderne?
Senere fandt Øglemor og jeg ud af, at hun havde blandet det sammen med en lille historie, jeg havde fortalt om en mormor, som havde sagt til sit barnebarn, at hun kom til at savne hende. Så havde barnebarnet sagt: Så skal du bare tænke på mine runde kinder!
Men til allersidst sagde Øglen: "Så skal du bare tænke på mig inde i hjertet!"
Og således skinnede solen indendøre, selvom den vitterligt ikke gjorde det udenfor!



8 kommentarer:

  1. Det er dejligt at se nyt fra dig igen, Nonna. Sikke nogle skønne replikker fra børnene: At tænke på hinanden inde i kinderne og Nixen bixen Karen Blixen! Det er slet ikke til at står for, og jeg kan forstå, at I har haft det rigtig hyggeligt sammen.
    Hvor har du ret i, at man føler, man lever mere, når forårssolen skinner! Det er nogle skøne billeder, du viser, men uhyggeligt med bilen der blev totalskadet!
    Rigtig god fredag.

    SvarSlet
  2. Tusind tak, Madame. Vi havde det som skrevet står dejligt, og vi nyder, når vi har besøg af børn og børnebørn.
    Ja, sol må der til, og det har været skønt de sidste mange dage, selv om kulden ikke er forsvundet endnu. God weekend!

    SvarSlet
  3. Jamen er der noget skønnere end at være sammen med de dejlige børnebørn og høre deres herlige bemærkninger?
    God ide med påskeæggene - sådan en leg elsker de bare ... det kræver dog en have lidt større end vores ;-)
    Selv om man skal tænke inden i kinderne, er det rart at konstatere, at de også er blevet udstyret med en god hjerne :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Der findes ikke noget bedre end børnebørn. "Livets dessert", som min mor sagde.
      Ja, hjernen fejler i hvert fald ikke noget. Jeg glemmer desværre ofte de sjove og kvikke bemærkninger. Næste gang hun kommer, må jeg have papir og blyant liggende fremme. Mange tak, Ellen, og god weekend!

      Slet
  4. Den lille Øgle har jo ret - du skal tænke på hende inde i hjertet :-) Hvor er det kært!

    Dejlige billeder af dine skønne børnebørn!

    Randi

    SvarSlet
  5. Mange tak, Randi!
    De har ofte nogle rammende bemærkninger, de små. Jeg er glad for, at jeg i det mindste får gemt nogle af dem her på bloggen :-)!
    Spændende, hvad hendes lillebror kan finde på at sige, når han bliver lidt ældre.
    God lørdag!

    SvarSlet
  6. Det allervigtigste er også at solen skinner i hjertet, selvom det også luner gevaldigt når den skinner ude.
    Det er rimeligt nyt for mig, at man gemmer påsketing i haven. Det har vi aldrig praktiseret i vores omgangskreds, men vi har haft masser af skattejagte, og jeg har brugt den samme ide ved juletid til ungernes pakkekalender, dog kun i weekenderne :-)
    Godt der ikke sket nogen personskade ved biluheldet.

    SvarSlet
  7. Vi har altid gemt påskeæg i haven, men det nye er, at der er poster, hvor der er ting og sager, der skal deles. Påskeharen får skylden :-)!
    En god idé at bruge til pakkekalenderen, men jeg forestiller mig dog, at det må være rimeligt koldt at lede!
    Ja, det var godt, at der ikke kom nogen til skade.
    Mange tak, Pia, og god søndag!

    SvarSlet