Boganmeldelser

På et tidspunkt var jeg så dristig, at jeg lovede at give en lille anmeldelse af Helle Helles bog: Dette burde skrives i nutid.
Forrige gang var den på tapetet i Læsekredsen.
Bogen er skrevet i korte kapitler i datid og i kronologisk uorden. Den stil afspejler godt hovedpersonens psykiske tilstand sammen med de replikker, hun bruger. Hovedpersonen hedder Dorte, og hun pendler hver dag mellem Glumsø og København, hvor hun foregiver at gå på universitetet. I stedet for går hun i Scala og tilbringer dagen der. Bogen foregår i slutningen af firserne, og der havde Scala sin storhedstid.
Dorte fortæller ikke, hun remser op. Hun lever i en slags osteklokke, sover dårligt om natten og er ensom. Hun griber de muligheder, hun ser, men reflekterer ikke over, hvorfor hun gør det ene eller det andet.
Bogen er fortalt i flashback, så man skulle synes, at der var rig mulighed for at forklare, hvad meningen med dette eller hint egentlig var.
Dorte møder flere unge mænd, og en overgang kommer hun sammen med Per. Hun bor, så længe forholdet varer, stort set hele tiden hos ham og hans forældre, men på et tidspunkt siger hun til Per: "Vi er alt for unge....Vi går jo bare og venter på, at det skal gå i stykker". Selvfølgelig går det så i stykker. Og om hans forældre siger hun:"De havde ikke rigtig styr på ukrudtet, de var begge to dansklærere". (Sidespring: Det forklarer, hvorfor der er en del ukrudt på vores matrikel!)
Hvorfor bogen hedder, som den gør, kan der være mange årsager til, fx fordi den handler om alt det, Dorte burde gøre, men ikke får gjort, eller det hele kunne ligeså vel foregå i nutiden.
Helle Helle skriver selv, at det er nutid, men skrevet i datid og dermed en roman.
Jeg synes bogen er godt skrevet, men lidt for minimalistisk efter min smag. Jeg foretrækker forfattere, der bruger bredere pensler. Måske skal jeg læse flere bøger af Helle Helle, før jeg lægger mig fast på en mening.

Sidste gang havde vi læst " Det ægte folk-budskabet til mutanterne". Det er en vidunderlig bog, synes jeg. Den er meget anderledes end andre bøger, og den har et tydeligt budskab.
En midaldrende amerikansk kvindelig læge bliver bedt af en australsk kollega om at komme down-under og deltage i hans arbejde og forskning. Hun har altid ønsket at komme til Australien og tager afsted.
På et tidspunkt aftaler hun et møde med en stamme af aboriginals. Hun bliver kørt langt væk uden mulighed for selv at finde tilbage, og uden varsel bliver hun taget med på en lang vandring sammen med det ægte folk. Fire måneder vandrer hun sammen med stammen gennem Australiens hede ørken.
Inden de går, har hun afleveret alt, hvad hun havde med:mobiltelefon, diamantur, tøj osv, som bliver brændt på et bål. Hun skal leve sig fuldstændig ind i deres levevis, får lignende tøj på, skal gå barfodet,.
Hun bliver forbrændt, hendes fødder bliver efterhånden som hove, og hun bliver presset til sin udholdenheds yderste grænse. Hun lærer at leve i pagt med naturen. Lidt efter lidt bliver hun indviet i stammens mysterier, og hun begynder langsomt at forstå deres budskab: Alt levende er en del af den samme universelle helhed, og det er et must at erkende det, hvis vi skal redde verden og os selv.
Da hun vendte tilbage til mutanternes (=de hvides) verden, holdt hun først en masse foredrag. Senere udkom bogen.
Her bliver der malet med brede pensler. Det er en skønlitterær bog, ikke en dokumentar. Hun var jo nødt til at huske så meget som overhovedet muligt, da hun hverken havde blyant eller båndoptager. Men efter min mening får hun formidlet "Det ægte folks" visdom til os på en meget fascinerende måde.Til sidst skriver et medlem af Det ægte folk under på, at det hele er foregået som beskrevet. Kan varmt anbefales.

Til næste møde i læsekredsen skal vi læse " Min kamp" af Karl-Ove Knausgård. Den er jeg meget spændt på, da jeg har hørt den meget rosende omtalt. Endnu en dejlig læseoplevelse er i vente.