Her er jeg med

onsdag den 5. september 2012

"Cellisten fra Sarajevo"

En af fordelene ved at være med i en litteraturkreds er, at man ofte får læst bøger, som man ikke selv har været opmærksom på, og som man helt sikkert aldrig ville være faldet over.
Således også i dag, hvor vi havde vores første møde i den nye sæson.
Bogen, som vi havde læst, var "Cellisten fra Sarajevo".



Det er en fremragende, gribende og velskrevet bog, som omhandler belejringen af Sarajevo fra 1992 til 1996. Det er en universel bog, som drejer sig om almindelige menneskers hverdag under en krig. Hvordan de må leve med snigskytter, granater, mangel på mad og vand, frygt og håbløshed.
Vi hører om 3 forskellige mennesker, som ikke kender hinanden. Deres liv præsenteres i selvstændige kapitler. Den fjerde person er cellisten, som sidder midt på gaden, iført kjolesæt, hver dag i 22 dage. Cellisten binder hele historien sammen.
Årsagen hertil er, at han fra sit vindue så, hvordan en granat ramte en kø af mennesker foran en bagerbutik i den gade, han bor i. 22 døde, og 70 blev såret. Han bestemte sig for i 22 dage på samme tidspunkt hver dag at sidde på gaden og spille Albinonis Adagio til minde om de døde. Han havde valgt det musikstykke, fordi det er blevet til på baggrund af fire takter, rekonstrueret af en italiensk musiker. Hans filosofi er, at når et musikstykke kan blive helt igen på baggrund af så lidt, så kan en sønderskudt by som Sarajevo også heles. Han vil med andre ord indgyde håb.
To af de andre hovedpersoner følger vi tæt i deres bestræbelse på at hente vand og brød med fare for deres eget liv. De skal gå langt, og kuglerne fyger. De hører om cellisten og bestemmer sig for at lytte til hans musik. Drømmene lever, mens musikken spiller, og vi mærker, hvordan de lidt efter lidt langsomt begynder at tro på fremtiden. Cellistens ønske om håb giver dem nyt mod.
De stærkeste kapitler i bogen handler om Pilen, som er snigskytte. Hun tilhører den gruppe, som forsvarer Sarajevo. Hun har en aftale med lederen, at hun selv vælger sine mål. Hun vil ikke dræbe civile, hvilket fjenderne gør i stort tal. Hun får den opgave at beskytte cellisten, mens han spiller. Det lykkes at beskytte ham , men hun dræber den snigskytte, som er sat til at få ram på cellisten. Hun kommer sidenhen i et voldsomt dilemma, at adlyde eller dø.
Læs bogen selv og se, hvad der sker!
Som en anmelder skrev:" Hurtigt læst, men ikke hurtigt glemt."
Forfatteren har taget udgangspunkt i virkelige skikkelser som cellisten og Pilen, men ellers er den fiktion.



4 kommentarer:

  1. Tak fordi du fortæller om denne bog, som jeg ikke har hørt om før - lige en bog for mig. Det må være spændende at være med i en litteraturkreds og tale med andre om, hvad de har fået ud af at læse bogen. Jeg er selv ved at læse 'Signe', som også handler om almindelige menneskers hverdag under en krig. KH

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame: Mange tak. Det er nemlig vældig spændende at være med i litteraturkredsen (alle tidl. lærere). Jeg har også læst Signe, som også er en rigtig god og interessant bog efter min mening.

      Slet
  2. Jeg har ikke været opmærksom på bogen, men har nu skrevet den på min (alenlange) liste over bøger, jeg gerne vil læse. Tak for anbefalingen!

    Randi

    SvarSlet
    Svar
    1. Randi: Selv tak. Det er herligt, at vi kan inspirere hinanden i forhold til bøger (og meget andet). Bogen om 50érne står efter din anbefaling på min liste. Jeg kan som sagt varmt anbefale "Cellisten fra Sarajevo".

      Slet