34 + 1

I weekenden fejrede vi fødselsdage. Den ene fødselar blev 1 år, og den anden blev 34! Vi har lidt mere plads end den lille familie har i øjeblikket, så det var hyggeligt, at den ældste fødselar syntes, at vi godt måtte lægge hus til, hvad vi gerne gør. (Øglemor)!
Reptilfamilien ankom fredag, og gæsterne søndag. Gæsterne var onkel og tante og 2 små kusiner.
Vi havde en rigtig hyggelig weekend. Vejret søndag gjorde heldigvis sit til, at vi kunne komme ud.
Lørdag fejrede vi Varanens 1 års fødselsdag, og det gjorde vi faktisk også søndag! Den store fik naturligvis også gaver, men fokus var naturligt på yngstemanden i familiebåden.

Varanen ved morgenbordet tv.og senere på dagen ved Othellolagkagen, som storesøster havde valgt til lejligheden. Varanen spiste sit stykke med fingrene, og flaget røg også indenbords! Han var herlig at se på. Han nød opmærksomheden til fulde.


Bagefter skulle der leges.

Først ude, så inde. Han skulle vist have haft en dukke i fødselsdagsgave!

ss                                                   
Det meste af lørdagen foregik indendøre, da vejret ikke var særligt fremragende. Om søndagen derimod var det jo et fantastisk vejr. Gæsterne kom til frokost, og bagefter var der dømt gåtur. Vi skulle på brombærjagt her i nærheden, og det kan små ben og en barnevogn også holde til. Der blev ikke puttet så meget i poserne, først og fremmest fordi der ikke var så mange bær, dernæst fordi de jo lå ligeså godt nede i børnemaverne. Bærrene synger på sidste vers her i området.

Vel hjemme igen, kastede børnene (og de voksne) sig over forskellige aktiviteter.

På vej til vuggestuen

Indenfor var der gang i kagemandspyntning under stram styring af Øglemor, så slikket faldt på plads på kagen og ikke i munden!

Det færdige resultat ....

...... med 2 lys, et for Varanen og et for Øglemor.

Så gode venner er de vist.... Kenzo sover altid meget, når der har været børnebørn på besøg, men de holder meget af hinanden. Han får masser af godbidder af børnene, og det øger naturligvis hans hengivenhed. Vi holder selvfølgelig skarpt øje med det hele, for han er trods alt en hund, men en stor og god del af familien!
Ud over det viste så børnene DVD, legede med prinsessslot, tegnede og legede i legehuset og faldt prompte i søvn på vejen hjem til staden, og de voksne fik snakket.
Nu tror jeg, at jeg skal have lavet lidt brombær-blommemarmelade af de bær, som Husbonden trods alt fandt i går. (Har jeg nævnt, at han stammer i lige linje fra oldtidens samlere og jægere, med fokus på samlerne?)

Note: Jeg forstår en del svensk, mener jeg selv. Mest det skrevne, men til en vis grad også det talte. I denne weekend lærte jeg et nyt ord: Kola! Jeg har altid troet, at det "bare" var cola, som svenskerne stavede med "k"! Det betyder slet og ret "karamel"! Hvem skulle tro det? Det ligger jo ikke lige til højrebenet, vel? Så nu kan jeg rolig købe karamelsnører, selv om der står "kola" på!! Ja, jeg ved godt, at jeg nu har gjort mig selv til grin, men hvad? Det er i så fald nok ikke første gang og bliver garanteret heller ikke sidste!

Til vands og til lands

Denne weekend er en af de mere afslappede, ellers synes jeg, at weekenderne her i efteråret er fyldt godt op.
Men velkommen ombord(et)!

I baggrunden ses dampskibet Skjelskør, som kom ud at sejle , lige inden arrangementet var ovre. I forgrunden en norsk bugserbåd.

I weekenden her har der været "maritim weekend" på havnen. Nabokonen og jeg kørte ned for at se på løjerne. Lørdag eftermiddag var vejret ikke særlig godt, og flere ting var blevet aflyst. Lige så om fredagen. Høj sø, blæst og regn forhindrede blandt andet S/S Skjelskør i at sejle rundt i havnen med passagerer, både om dagen og om aftenen. Dette skib er et veteranskib, som bl.a. lever af havnerundfarter.

Hos Danske Tursejlere drak vi kaffe/te med hjemmebragte (!) småkager formedelst en femmer. Kaffen var heller ikke mere værd.

 Derefter gik vi rundt og kiggede på havnen og gik ombord på bl.a. Kalundborg Marinehjemmeværnsfartøj "Holger Danske", som Prinsesse Mary døbte i 2010.  Det gyngede voldsomt, så vi skyndte os videre til "Najaden", som er et stort patruljefartøj og mere stabilt. Det var interessant, også fordi en officersaspirant tog sig god tid og svarede på vores spørgsmål.

Lidt senere gik vi rundt på havnen og kiggede på de forskellige skibe. Vi stødte bl.a. på Pia Bang, som er Kalundborgs sidste fisketrawler. For at bevare den er der dannet en forening, som har været i stand til at få skibet restaureret på værftet i Havnsø.

 

Pia Bang, bygget 1954

Vi indåndede lidt af den stemning, som findes på en havn. Heldigvis kom der flere gæster, efterhånden som det klarede op.

 

Et kig ud over marinaen med den 5-tårnede kirke i baggrunden

 Undervejs mødte vi et par fiskere, som ville give et glas mjød, og det sagde vi ikke nej tak til. Det var godt oven på kaffen! Ved kajen lå store supply-skibe, som bl.a. kan komme skibe i Store Bælt til hjælp, ellers er der jo mange andre ting, som kan bidrage til den rette havnestemning.

Ruser

 

Flere skibe havde et tilsvarende fint skilt
 

Inden vi kørte hjem, købte jeg Tursejler kogebogen, krydret med livsglæde og masser af medvind! Den ser spændende ud, indeholder tegninger, fotos, gode historier og ikke mindst opskrifter naturligvis. Fx Rabarber fiskegryde, grillet laks, sild med jordbær osv. Der er også opskrifter, hvor der ikke indgår fisk, såsom urtepandekager, svampepasta og stegt lever med nødder.

 

Her er en af bogens opskrifter fra Sejerø, som vi kan se fra vores køkkenvindue


I dag gik turen til kirken til takkefest for høsten. Det var festligt med optræden af minikonfirmander, som også frembar nogle af de bær, frugter, grøntsager osv, som man høster for tiden. Desuden var voksenkoret indforskrevet, og de synger bragende godt sammen med kirkens meget dygtige organist. Der var mange i kirke. Det plejer der faktisk at være, og det er en sognekirke, hvor der sker en masse. Forrige år blev kirken restaureret, og den meget kendte kunstner, Maja Lisa Engelhardt, som er kendt over det meste af verden for sine fantastiske billeder og farver, har lavet en glasmosaik til kirken og bestemt farverne på kirkebænkene, og hvad der til hører. Hun har været med til at rådgive og frembringe kunstværker i mange kirker. Hun har trådt sine barnesko her.
 

Glasmosaikken, som her kun er en skygge af, hvad den er i virkeligheden.

 

Jeg synes, at pastelfarverne passer utroligt godt ind i det gamle kirkerum. Høstudsmykningen anes vist lige.
Selv om weekenden har været stille, synes jeg alligevel, at jeg har oplevet lidt.
Om bordet i aftes spiste vi af havets frugter (laks i frikadeller) og i aften vil vi smage en af markens do. (Hokkaidosuppe)

 

 

Fra jord til bord

Forleden drog nabokonen, Husbonden og jeg + 2 hunde på rov. Vi var på jagt efter det nye sort: havtorn! Jeg synes nu ikke, det er særlig nyt som sådan, men jeg havde ikke prøvet at plukke, endsige forarbejde disse orange bær. Og det havde Husbonden og nabokonen heller ikke, mig bekendt.

Bevæbnet med saks, handsker og plastikposer satte vi os ind i bilen, kørte ca. 2 km og steg ud igen. Derefter gik vi 1 km. Voila! Der lå et stort område af havtorn på en høj klint med fald til stranden.
Nabokonen havde været ude at researche i forvejen.

Vi kastede os over buskene, uden at blive nævneværdigt stukket af de sylespidse torne, grenene er forsynet med. Vi klippede små, bærfyldte grene af buskene og puttede dem i vores poser. Jeg har efterfølgende hørt, at man må tage, hvad der svarer til en bærepose pr. person. Det er en god idé at sætte en grænse for ikke at drive rovdrift på naturen.

De tålmodige hunde blev efterfølgende belønnet med en tur ned til vandet, hvor de straks kastede sig ud i bølgerne.
Vel hjemme fik jeg yderligere klippet grenene til, så de bedre kunne være i fryseren. Lidt af det bitre ved havtornen forsvinder, og det bliver også nemmere at nippe bærrene af grenene, når de har været i fryseren.
I går fik jeg så den gode idé at prøve at lave marmelade af bærrene. Jeg havde fundet en meget nem opskrift:

900 gram havtorn
500 gram sukker med pektin

Havtornebærrene blendes, kommes i en gryde sammen med sukkeret og koger i 10 min. Kommes på skoldede glas og sættes med det samme i køleskabet.
Det er rigtig nemt.

 

 

Jeg havde dog ikke lige taget højde for, hvor lang tid det ville tage at nippe bærrene af grenene. Det tog næsten 3 timer! Måske er jeg specielt langsom, og jeg må også indrømme, at der fandt en del overspringshandlinger sted , men alligevel. Jeg orkede faktisk ikke at nippe mere end 700 gram, så de 200 gram er friskrevne æbler. Det bliver marmeladen ikke dårligere af.

Der blev 4 glas havtornmarmelade. Bærrene kan naturligvis bruges til alt muligt, ligesom alle andre bær. Næste gang tror jeg, at jeg skal forsøge mig med havtornesorbet. Der ligger stadig nogen i fryseren. 3 havtornebær om dagen dækker ens C - vitamin behov.
Marmeladen er syrlig, og smagen er god. Den bliver ofte sammenlignet med passionsfrugt. Man kan bruge marmeladen/syltetøjet i både det salte og det søde køkken. I aftes fik vi fx en skefuld til vores urteforeller. Uhmmm!
Bærrene er 100 % økologiske, har stået i den friske havluft hele deres liv og er dermed indbegrebet af bæredygtighed. Jeg vil nok ikke kunne sige det samme om de 2 æbler, men så er der jo balance i foretagendet!

2 prinsesser og en kanin

Fra torsdag til søndag har vi haft børnebørn på ferie ( 2 og 5 år) sammen med deres kanin, Esmeralda. Det var første gang den lille var væk hjemmefra uden hverken far eller mor, og det var lidt af en udfordring. For hende, helt bestemt. Hvordan reagerer man, når man nu ikke helt ved, hvad der foregår?
Forældrene var på kærestetur til Berlin. Det var velfortjent. Med travle jobs og små børn, der skal hentes og bringes er der ikke meget tid til overs til andre hyggelige ting. Det måtte jeg - igen - sande, da vi havde ansvaret. Men vi siger mange tak for lån for de skønne børn!
Man kan nå at lave mange ting på 3 dage, så ind imellem var det godt at kunne stene foran TV´et, men ellers legede vi med klodser, malede i malebøger, læste historier, bagte, gik tur, var i legehuset, legede med modellervoks, dukker og dukkehus, spillede klaver og var på Naturskolen til Naturens Dag.


Cup-cake-bagning
 

På tur med farfar og Kenzo efter brombær, med cupcakemadpakke

De sidste fornemt pyntede cupcakes (Agnes cupcakes kan godt gå hjem og lægge sig!) blev spist på udflugt til legehuset. Der havde været mus (læs farfar) i den ene!

Kenzo kunne også godt lide kagerne

Esmeralda var også med på udflugt

Inden for var der straks gang i andre ting. Modellervoks fx.

De små kunstnere er gået til værket.

De fantastiske kreationer. Hvis man ser godt efter, kan man tydeligt se Pingo, en gulerod, en sommerfugl, en ballonkurv med personer, en mariehøne osv.

Søndag var vi på en lille tur til Naturskolen på Røsnæs. De fleste af de ting, man kunne se, var for større børn og voksne. Jægerne havde en stand, der kunne hamres fuglekasser sammen, man kunne melde sig ind i Ornitologisk forening, besøg af konservator, biavler, guidede muse-, edderkoppe- og botanikture osv. Heldigvis kunne vi også gå indenfor og kigge på udstoppede dyr.

 

 

Hvordan er det mon at røre ved et pindsvin?

Desuden var det også muligt at købe is på stedet.

 

Oven på sådan nogle feriedage kan man godt blive lidt træt.

 

Alternativ brug af tæppe

Søndag eftermiddag gik turen mod København, så vi kunne agere velkomstkomité, når forældrene kom hjem. Børnene havde naturligvis savnet deres forældre, så de fik en stormende modtagelse. Efter en skøn omgang Sushi sagde vi farvel og tak og vendte næsen hjemad. Jeg må indrømme, at jeg er lidt flad i dag.



"Cellisten fra Sarajevo"

En af fordelene ved at være med i en litteraturkreds er, at man ofte får læst bøger, som man ikke selv har været opmærksom på, og som man helt sikkert aldrig ville være faldet over.
Således også i dag, hvor vi havde vores første møde i den nye sæson.
Bogen, som vi havde læst, var "Cellisten fra Sarajevo".

Det er en fremragende, gribende og velskrevet bog, som omhandler belejringen af Sarajevo fra 1992 til 1996. Det er en universel bog, som drejer sig om almindelige menneskers hverdag under en krig. Hvordan de må leve med snigskytter, granater, mangel på mad og vand, frygt og håbløshed.
Vi hører om 3 forskellige mennesker, som ikke kender hinanden. Deres liv præsenteres i selvstændige kapitler. Den fjerde person er cellisten, som sidder midt på gaden, iført kjolesæt, hver dag i 22 dage. Cellisten binder hele historien sammen.
Årsagen hertil er, at han fra sit vindue så, hvordan en granat ramte en kø af mennesker foran en bagerbutik i den gade, han bor i. 22 døde, og 70 blev såret. Han bestemte sig for i 22 dage på samme tidspunkt hver dag at sidde på gaden og spille Albinonis Adagio til minde om de døde. Han havde valgt det musikstykke, fordi det er blevet til på baggrund af fire takter, rekonstrueret af en italiensk musiker. Hans filosofi er, at når et musikstykke kan blive helt igen på baggrund af så lidt, så kan en sønderskudt by som Sarajevo også heles. Han vil med andre ord indgyde håb.
To af de andre hovedpersoner følger vi tæt i deres bestræbelse på at hente vand og brød med fare for deres eget liv. De skal gå langt, og kuglerne fyger. De hører om cellisten og bestemmer sig for at lytte til hans musik. Drømmene lever, mens musikken spiller, og vi mærker, hvordan de lidt efter lidt langsomt begynder at tro på fremtiden. Cellistens ønske om håb giver dem nyt mod.
De stærkeste kapitler i bogen handler om Pilen, som er snigskytte. Hun tilhører den gruppe, som forsvarer Sarajevo. Hun har en aftale med lederen, at hun selv vælger sine mål. Hun vil ikke dræbe civile, hvilket fjenderne gør i stort tal. Hun får den opgave at beskytte cellisten, mens han spiller. Det lykkes at beskytte ham , men hun dræber den snigskytte, som er sat til at få ram på cellisten. Hun kommer sidenhen i et voldsomt dilemma, at adlyde eller dø.
Læs bogen selv og se, hvad der sker!
Som en anmelder skrev:" Hurtigt læst, men ikke hurtigt glemt."
Forfatteren har taget udgangspunkt i virkelige skikkelser som cellisten og Pilen, men ellers er den fiktion.

Min fødeø (1)

I weekenden var vi på tur til min fødeø, som er Mors.
Jeg var kun 9 år, da vi flyttede derfra, og meget har naturligvis ændret sig, men jeg synes, at præstegården samt kirken ligner sig selv. Jeg blev født i præstegården ved en hjemmefødsel. Sådan gjorde man dengang.
Jeg husker en hel del, men meget har fortonet sig.

Præstegården i Flade

Præstegården er blevet shinet op, ingen tvivl om det. Min far var præst der i 10 år. Den gamle skole er ikke skole mere, men er fuldstændig ændret og er nu privatbolig. Der var en lærerinde til de små elever og en lærer til de store. Jeg nåede kun at opleve lærerinden. Jeg husker tydeligt, at jeg havde hvidt forklæde på, stramme fletninger og en tavle og en griffel med. (Ja, jeg er ikke helt ny!) Nu er der bygget en ny, stor skole.
Vi gik også en tur rundt om kirken og benyttede os af den smutvej, som stadigvæk ligger mellem præstegården og kirke. Desværre var kirken lukket, så vi gik lidt rundt på kirkegården.
En ældre mand gik og passede et gravsted, og vi faldt i snak med ham.

Flade Kirke

På et tidspunkt siger jeg, at min far var præst ved Flade kirke engang. Prompte siger han min fars navn! Jeg vidste godt, at jeg lignede min far, men så meget? Det var lige før han kunne huske mit navn. Jeg har 2 fornavne, og det ene er Sofie. Det kunne han godt huske. Utroligt. Desuden havde han god kontakt til min bedste veninde fra den gang, så jeg fik sendt en hilsen. Han kunne også fortælle, at han havde været med til min fødselsdag engang. Det var hyggeligt at møde en fra en fjern fortid.

Sjovt, at stedet hedder Flade. Der er meget kuperet, og øens højeste punkt ligger i sognet. Sagnet går, at nabobyen først skulle vælge navn, og de tog navnet Bjergby. Som en ironisk spøg ville beboerne i nabobyen så kalde deres sted Flade. God humor!

Højriis Slot

Vores rundtur på Mors, inden vi kørte hjemover, gik forbi Højriis Slot, som er en af attraktionerne på øen. Der er mange turister, som lægger vejen forbi. I sommerhalvåret kan man løse krimi- og mordgåder på stedet. "En uhyggelig oplevelse for hele familien".
Nogle steder er der stadig et charmerende forfald, selvom man restaurerer løbende. Også avlsgården restaureres. Højriis er nu en moderne virksomhed med skovbrug, landbrug, udlejning af huse og turisme.
Højriis er et af Danmarks smukkeste nygotiske slotte og nævnes første gang i historien i 1300-tallet. Det er ikke beboet, men indrettet på turismen, hvad enten vi taler om cafeen, selskaber,  mordgåder og spøgelseshistorier. Det kan være rammen for mange spændende oplevelser. Man kan fx på egen hånd følge blod- og giftspor rundt på slottet og prøve at løse årets mordgåde. I år hed gåden "Dukken".
Der var lukket, da vi kom forbi, og vi havde også ca. 5 timers kørsel hjem, så vi måtte hellere forlade fødeøen.
Hvis I har lyst til at læse mere, kan det ske på Nonna on tour - En weekend på min fødeø (2).