Her er jeg med

torsdag den 27. august 2015

Min alternative sommer

Det er vist på tide, at jeg igen dukker op i blogverdenen. Men der er naturligvis en grund til, at min blog har ligget stille i så lang tid. Dette er ikke noget opløftende indlæg, så alle de, der forventer noget sjovt, ferieagtigt og sommerstemningsfuldt her, må hellere stå af først som sidst.

Sidst i maj blev jeg indlagt på Holbæk Sygehus. I april havde jeg været inde at vende med lungebetændelse, men det varede dog kun et par dage , inden jeg var hjemme igen. Efter den lille omgang skrantede jeg en del, og i slutningen af maj måtte lægen igen indlægge mig. Denne gang varede det så til midt i august. Jeg nåede at ligge på 3 forskellige afdelinger, og diverse detaljer skal jeg nok skåne jer for.
Undervejs fik jeg flere besøg og mange buketter, som var med til at muntre mig op. Orlov kom også på tale et par gange, og der var jeg så heldig, at vejret var med mig, så jeg kunne nyde friheden i godt vejr. Desuden blev jeg "løsladt" i sidste uge, så jeg kunne nå at nyde det pragtfulde sommervejr. "Fastliggeren" sagde farvel. Men jeg må nok indrømme, at min tålmodighed blev sat på en hård prøve undervejs.
Jeg kan så desværre ikke sige, at alt er godt. Der er stadig en del udfordringer, men jeg håber, at opfølgning, diverse undersøgelser og genoptræning kan klare det meste.
Jeg skal på et tidspunkt i gang med genoptræning i kommunalt regi, men jeg tror, at jeg vil spørge min læge, om jeg kan blive indstillet til et intensivt genoptræningskursus på Monte Bello i Sydspanien, når jeg er lidt mere fit for fight. Er der mon nogen, som kender til det? Jeg har naturligvis googlet det, men personlige beretninger er yderst vigtige, synes jeg.
Disse var ordene i dette indlæg, som jo også er aldeles billedløst.

fredag den 13. februar 2015

Græsenke og nye bøger

Jeg fatter ikke, hvor tiden bliver af? Utroligt, hvor hurtigt den løber.
Siden sidst er der sket en hel del: De to børnebørn fra den nordlige provinsby har været på miniferie, de to andre børnebørn har været på besøg sammen med deres far, strikkeklub, rejse for Husbondens vedkommende, besøg hos en veninde og hendes mand, opstart af spansk osv.

Børnebørnene spiller "Violine" (Oline!)
Sønnen og hans yngste gør bilen ren
Første ord i overskriften refererer til en tur, som Husbonden lige er kommet hjem fra. Arbejdet kan føre en vidt omkring, viser det sig. Denne gang drejede det sig om et krydstogt i Det fjerne Østen med dette skib.
Han skulle flyve til Singapore, gå om bord (plads til ca. 3000 passagerer +besætning) og besøge Malaysia og Thailand med bountystrande og seværdigheder. Han kom hjem i går med masser af billeder og notater. Forude venter en weekend med artikelskrivning.
Fantastisk, hvad sådan et kæmpeskib kan rumme. Det er som en større by med gadeskilte, forretninger, restauranter, fitnesscenter, biograf, teater, cafeer, konferencecenter, kunstudstillinger mv.
Jeg var så som sagt græsenke i de 9 dage, turen varede. Tiden fløj af sted, både for ham og mig.
Jeg havde troet, at jeg kunne nå en masse, men nåede ikke tilnærmelsesvis, hvad jeg havde forestillet mig.
På et tidspunkt fik jeg ca. et kg urenset stenbiderrogn ind ad døren via naboen, og så var det bare at gå i gang med rensningen. Da sønnen så kom på besøg og smagte rognen, ville han også have et kg. Af sted med ham til vores lille lokale havn, hvor der landes kvabsøer hver morgen. 150 kr. pr. kg. rogn. Så måtte han i gang med rensningen. Stenbiderrogn = forårstegn, så det vil noget!

Nyrenset stenbiderrogn
Indtil videre har vi spist den ret traditionelt, med rødløg, citron, creme fraiche, salt, lækkert brød og måske avocado. Det smager så godt i sig selv, så jeg synes ikke, at jeg har behov for at blande rognen op med andre ingredienser, højst krydderurter. Med et godt glas hvidvin til er det et fantastisk måltid (evt. forret). Første portion er sat til livs, så jeg er sikker på, at vi skal af sted i morgen efter en ny.

I løbet af ugen faldt jeg over to bøger, som jeg har læst om hos andre bloggere, og som jeg tænkte, jeg gerne ville læse. Pludselig lå de hos Føtex til en meget overkommelig pris, så de endte hos mig. Jeg er først lige begyndt på den ene, så en anmeldelse kan ikke komme på tale endnu.

Nyindkøbte bøger
Heldigvis havde jeg jo Kenzo hjemme, så helt alene var jeg ikke. På et tidspunkt fik jeg også besøg af et andet dyr. Fascinerende.

Uden for køkkenvinduet
Og så er vinterferien ved at være forbi!



mandag den 12. januar 2015

Godt nytår!

 
 
 
 


Det er vist på høje tid, at jeg får ønsket godt nytår, men bedre sent end aldrig? Jeg håber, at langt de fleste er kommet godt ind i 2015. Fra medierne ved vi, at nogle ikke er, enten det har været storme og oversvømmelser, der har været på spil, eller noget så uigenkaldeligt som begivenhederne i Paris.
Med 4 nuværende og forhenværende journalister i min nærmeste familie, føler jeg ekstra stærkt med de omkomne og deres pårørende.
"Jeg kan ikke lide, hvad du siger, men jeg er klar til at gå i døden for din ret til at sige det." Et citat, som er tillagt Voltaire, selvom det er Evelyn Beatrice Hall, der har formuleret det som udtryk for Voltaires syn på ytringsfriheden: Et almindelig kendt citat, som også er blevet anvendt mange gange i forbindelse med den frygtelige tragedie i Paris. Selvfølgelig skal ytringerne være inden for lovens rammer, altså fx satire med omtanke.
Som manifestation på det og for at bakke op om Frankrig så vi mange statsledere sammen med flere millioner mennesker være på gaderne i Paris i går. Når det gælder, står landene sammen. Midt i tragedien var det dejligt at se. Og journalister og tegnere kæmper videre verden over. "Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd...."(Poul Henningsen).
Demokratiet og dermed ytringsfriheden er kommet for at blive!

På det personlige plan kom vi godt ind i det nye år. Vi fejrede det hos naboens. Sammenskudsgilde! Ganske fortræffeligt. Jeg havde lavet forret og dessert. Resten stod værtsparret for.

En halv hummer, hjemmebagt brød, hjemmerørt mayonnaise, marinerede agurkestave, ærtepuré, ørredrogn og lucernespirer
Til hovedret oksemørbrad med alskens tilbehør og som dessert en islagkage med passionsfrugt og dertil passionsfrugtmousse.
Hvad angår det at skyde nytåret ind, kunne vi stå bag vinduerne og se fyrværkeri ude over fjorden. Flot!
Inden vi nåede nytåret havde vi fejret juleaften hos Øglemor Jeg mener, at det var anden gang på 37 år, vi fejrede jul uden for hjemmets 4 vægge. Vi var 11. Det gik så fint. Det var første gang for Øglemors vedkommende, at hun skulle holde juleaften, og det var til et rent 12-tal!
Mellem jul og nytår havde vi besøg et par dage af Øglen og Varanen med deres forældre. Heldigvis var der sne i netop de dage, så det måtte udnyttes, og det blev det.

Minisnemand med sommerhat!
Heldigt, at vi har en lille kælkebakke i haven
Også heldigt, at nissehulen i skoven er intakt, i hvert fald et par dage om året, og tilfældigvis, når børnebørnene er på besøg.
Nissehulen
Således gik den juleferie og lidt mere, hvor der også var Jyllandsbesøg og guldbryllup på programmet.
Velkommen 2015.

Husbondens fortræffelige rugbrød, nu med brødpose

fredag den 19. december 2014

Lidt jul og lidt andet

Jeg er her stadigvæk.
Jeg lærer det aldrig. Problemet er, at jeg har tusind ideer og planer myldrende i hovedet, og jeg vil glæde mig til at gå i gang med dem alle, men at fokusere på én ad gangen falder mig svært.
Således synes jeg, at jeg skal bage, gå lange ture, rydde op i et par skabe, lave juledekorationer, skrive blog, lave konfekt, købe de sidste gaver, forsøge mig med hjemmelavede julekort osv. på en gang. Samtidig med, at dagene er ulideligt korte.
Så er det lige før, det hele brænder sammen. Og det har jeg prøvet. Lad det ikke ske igen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville være gået, hvis jeg stadig havde været på arbejdsmarkedet, og dog er det jo også blevet jul i alle de 40 år, det var tilfældet! Så jeg prøver ikke at stresse.

Heldigvis skal vi ikke holde juleaften hjemme i år, så var det da gået helt galt, eller også ville alt være færdigt!
Vi skal til Øglemor og hendes familie juleaften, og vi glæder os. Det er anden gang i løbet af 37 år, vi fejrer jul ude. Første gang var i Marokko, denne gang er det i den Nordlige Provinsby. Begge gange var/er begge børn med, nu med familie.
Apropos julekort, så har vi sendt ca. 60, de fleste med post, resten på mail. Heldigvis har vi nu i flere år lavet en lille juleavis med en del billeder i fra året, som er gået, med plads til en personlig hilsen på en halv side. Dvs, at det er overkommeligt at sende så mange: Alle får Juleposten med en personlig hilsen.
For et par år siden lod vi Juleposten fra alle årene indbinde til hvert af børnene, så de med den bog i hånden har et overblik over, hvad vi har oplevet sammen i over 30 år. En årbog.

Husbonden er for længst gået i gang med at bage. Disse er naturligvis spist!
 
Siden sidst: Gæster, fødselsdage ude, spanskundervisning, bage-, knaseweekend, været barnepiger på Bryggen, julefrokoster, strikkeklub osv. Det kunne jeg naturligvis fortælle en masse om, men det ville blive et meget langt indlæg, så det vil jeg forskåne jer for.
Siden sidst har jeg også opdaget glæden ved at åbne en dåse Confit de canard og tilberede de andelår, der ligger deri sammen med en masse andefedt. Man kan google sig frem til en masse forskellige opskrifter og hvilke vine, der passer dertil. Det er umådelig let at lave, og det er skøn mad. Det er måske en lidt tung og fed ret, men det kan man jo imødegå med en god salat, fx en rødkålssalat med appelsiner, druer og valnødder. Skal det være rigtig fransk, skal man servere pommes sarladaises til. Jeg købte bl.a. en dåse andeconfit i Kvickly.
Man kan også købe frosne andelår og selv confitere dem (confitere=sylte/henkoge).
Oplagt til en Mortensaften eller en juleaften, hvis man ikke er så mange. Der er typisk 4/5 andelår i en dåse. Kødet er så mørt, at det smelter på tungen. (se billede på min IG-konto: hannemorsing).

Bag Varanen har vi en plakat af Kvium. Jeg ved godt, hvem jeg foretrækker :-)!
I ønskes alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

mandag den 27. oktober 2014

Langeland


Forrige uge var det som bekendt efterårsferie. Den blev for vores vedkommende tilbragt i sommerhus på Langeland. Læs venligst videre under Nonna on tour.

fredag den 10. oktober 2014

Glimt i massevis

Jeg ved godt, at jeg har sagt det før, men hvor bliver tiden af? Hvor forsvinder den hen? Nu er der igen gået alt for lang tid, siden jeg sidst skrev et indlæg.
Jeg har på fornemmelsen, at hvert af mine indlæg er et opsamlingsheat!
Vi har jævnligt besøg af rådyr på matriklen, og selvom nye skud, figner m.m. forsvinder, så er de alligevel hyggelige gæster.

En ud af tre gæster
I løbet af den tid, jeg har været fraværende på bloggen, har vi blandt andet fejret 4 fødselsdage og haft feriegæster i en uge + det løse.
Når naboens er ude, passer vi deres hund og omvendt . De er mægtig gode venner, hunhund og hanhund. 4-5 år og 10 1/2.

Husbonden går tur med begge
Først var vi til Troldemors fødselsdag. Min svoger og svigerinde fra New Mexico var hjemme. Vældig hyggeligt. Det er i sagens natur ikke så tit vi ser hinanden.
Det blev et par stille og rolige timer på Frederiksberg i hendes dejlige lejlighed, og alle var i højt humør.


Glimt fra Troldemors fødselsdag: Sønnike tv og min amerikanske svigerinde
Søndagen efter fejrede vi Varanen og Øglemor. Der var fuldt hus, men vejret var heldigvis sådan, at man også kunne være udendørs ind imellem. Her var der gang i den. De 3 små piger hyggede sig gevaldigt sammen, mens Varanen havde travlt med at pakke gaver op.

I fuld sving. Mange pakker indeholdt gadgets til hans legekøkken. Kommende kok?
Troldemor havde en "klæd-ud-hat" med fra sit raritetskabinet.
Efter en yderst vellykket dobbeltfødselsdag kørte vi hjem igen, nu med Øgle. Hun havde lyst til at holde ferie her uden resten af familien. Hun var her i 3 dage, og vi nød det. Hun er meget nem at have på besøg. Der skulle naturligvis ske noget, mens hun var her.

Hun bagte maltboller sammen med morfar

Hun plukkede druer sammen med undertegnede. Nye ørenringe?
Hun var på tur med morfar til stranden, og på hjemvejen kiggede de på heste
 
Ellers gik tiden med spil, iPad, tegning, læsning, indkøb,  pandekagebagning osv. Familien hentede hende efter 3 dage, og vi håber, at hun nød den lille ferie. Det gjorde vi i hvert fald.
De sidste 3 dage i den uge havde vi besøg af en mor og hendes 2 børn fra Jylland. Moren har vi kendt siden 1985, da hun kom til landet, og vi er meget glade for, at vi stadig har kontakt.

 
Halloween is coming!
Desværre kan jeg ikke vende billedet korrekt. Selvom det bliver vendt, når det lægges på computeren, vil det ikke vende korrekt på bloggen. Suk!

Den sidste fødselsdag vi har fejret, var min. Den blev holdt uden gæster af nogen art. Fin morgenmad og om aftenen en 3-retters menu, kreeret af Husbonden. Ind imellem var jeg til 4 timers spansk. De bestod af forberedelse sammen med en kollega og efterfølgende kursus.
Vi fejrer fødselsdagen i næste uge sammen med børn og børnebørn.
God efterårsferie til alle!

tirsdag den 16. september 2014

Meyers bagekursus og endnu en ny gadget

Som tidligere nævnt har Husbonden og Sønnike været på bagekursus, sammen. Det fik de meget ud af. Sønnike har bagt meget gennem årene, hvorimod Husbonden vist aldrig har stukket fingrene i en dej. Men da han fik et gavekort til et af Meyers kurser, måtte han jo bestemme sig!

De tre billeder tv er taget herhjemme
Bagekurset viste sig at være det helt rigtige. Udover at far og søn hyggede sig sammen, lærte de en hel del. Husbonden mest. Nu har han fundet sig en ny hobby, og hvad jeg efterhånden ikke ved om bagning, er ikke værd at vide! Håndæltning, maskinæltning, spænde dejen op, glutennetværk (jeg vidste, at det var godt at have et netværk, men ét af gluten?), allehånde melsorter og proteinindhold, bigadej, hævekurve, tekstur, krumme, aroma, smag......jeg kunne sagtens blive ved. Vel hjemme, spurgte det yngste bryggebarnebarn (4 år): " Må jeg se krummerne, far?"
Jeg ved ikke, hvad hun havde forestillet sig. Egentlig forstår jeg ikke, hvordan vi har overlevet i alle de år, jeg har bagt brød?
Denne nye hobby kræver naturligvis nyt værktøj. Indkøbt er blevet spatel, bagespade, forme, melskovle og ikke mindst en ny køkkenmaskine :Ankarsrum. Den vil hurtigt tjene sine penge ind!

Ballerup Mastermixerens afløser
Få dage efter kom endnu en pakke, en forsinket fødselsdagsgave fra børnene til deres far.

Alskens spændende melsorter + hævekurv
Noget af det er allerede taget i brug, og ud af det kom skønne maltbrød.

Mums!
Imens de to herrer hyggede sig på kurset, var jeg sammen med vores svigerdatter og børnebørnene. Vejret var dårligt, så vi var ikke så meget udenfor. Vi oplevede dog regndans på Bryggen.



Det var hyggeligt at være sammen med de små danserinder og deres mor en hel dag.
Da alle var samlet, gik vi på restaurant og hyggede os, til vi skulle hjem.

Restaurant "Den gamle Bro"

En dejlig dag var slut!

Fra matriklen:
Vi får ofte besøg!