Jeg har vist tidligere annonceret, at mændene skulle med til en nørkleaften. Ikke en traditionel én, men en aften med middag og underholdning.
Som sagt, så gjort. Når man betænker, at det kun var damerne, der kendte hinanden, så var det jo spændende, hvordan det ville gå. Husbonden og jeg kendte naturligvis alle.
Det hjalp selvfølgelig på det hele, at vi kun var 9. Den sidste i selskabet, én af mændene, var blevet kaldt på arbejde på grund af vejret. Han er lods, og i de sydlige farvande var det et forrygende vejr, så alt var nærmest lukket og al disponibelt mandskab indkaldt.
Vi måtte desværre undvære hans behagelige selskab.
Det var en sammenskudsaften. Alle havde fået lektier for. Damerne kom med maden, og herrerne med underholdningen.
Det var rigtig godt. Lækker mad og skøn underholdning. Stemningen var i top, og for mig at se nød alle aftenen.
Til forret fik vi fersk laks med ærtepuré, dildcreme og hjemmebagte flûtes til. Det smagte virkelig dejligt.
Derefter kom første underholdningsindslag. Husbonden fortalte om mange oplevelser med flyvning, både i forbindelse med sit job som journalist og privat (Han har haft flyvercertifikat). Ikke et øje var tørt!
Med hensyn til underholdningen var der frit slag på alle hylder, og for ikke at afskrække nogen havde jeg sagt, at underholdningen kun behøvede at vare i 2 min.
 |
Hovedretten |
Hovedretten bestod af kalveculotte med diverse salater og flødekartofler.
 |
Kalveculotte, rødbede-rødkål-solbærsalat, tzatziki, bønnesalat, peberfrugtsalat og flødekartofler (med uret) |
Det smagte også skønt. Kalveculotten var utrolig mør, salaterne spillede op til hinanden, både i smag og farve, og flødekartoflerne bandt det hele sammen. Uhmmm! I parantes bemærket har vi rigeligt, så vi også bliver mætte i aften.
Så fulgte underholdningen slag i slag. Der var facebook-kommentarer, hvor man fulgte en tråd, der gik på et firbenet medlem af én af familierne. Det var sjovt at høre alle mulige bemærkninger i den anledning.
Så var der en quiz, hvor vi dystede i 2 hold, nørkledamerne mod mændene. Jeg er ked af at sige det, men mændene vandt med et sølle point. Alle blev vi klogere. Tak for det.
Til sidst fik vi 2 og 2 udleveret et Europakort uden navne og blev bedt om at placere EU-landene, alle 27, korrekt. Øhhh.....På mit hold havde vi glemt 2 og sprunget over 2, hvilket vist var lige ved at diskvalificere os. Men det var nyttig viden og en fin idé.
Så fulgte osten med diverse nøddetilbehør, druer og kiks. Lækre sager!
I pejsestuen fulgte kaffe og tiramisu med Amaretto til. Det allersidste indslag fulgte på TV-skærmen, da den fraværende herre havde givet sin frue et USB-stick med med en lille film om hans arbejde. Alletiders. Så mens han kæmpede sig igennem den hårde sø, sad vi og nød kaffe og kage. Spændende at følge arbejdet.
Således endte en hyggelig aften med et kryds i kalenderen til evalueringsmøde i nørkleklubben! Min skøre idé virkede. Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil have noget imod en gentagelse.
Udover diverse påtvungne lektier var der også gaver til undertegnede. Dejlige sager!
Og så er påsken ved at være lige om hjørnet. Gækkebrevsproduktionen er i fuld gang!
 |
Forsythia- og æblegrene sammen med tulipanerne. |