I weekenden hyggede vi os med lille Øgle. Hun blev hentet om torsdagen af morfar og fragtet langt væk fra hjemmet på weekend. Efter få minutters tavshed var hun klar på den nye situation. Hun skulle på ferie hos morfar, mormor og "Kongo" (vores hund Kenzo!)
Jeg tror, at hun nød at være her, og vi nød at have hende. Hun er en fantastisk dejlig Øgle, let til smil og nem at passe.
Vi legede med : biler, tog, skinner, dukkehus, modellervoks, tegnede osv. Vi sang en masse sange, ca. 2 linier af hver, for så skulle vi liiiige blade igen.
Men hun ville ikke ud. Jeg troede fejlagtigt, at sneen ville trække i hende, men hun har alligevel åbenbart følt sig mest tryg indendøre.
Ligesom sutten også var trofast følgesvend. Der var ihvertfald noget, der var konstant.
Vi så også Postmand Per på DVD. Et hit. Ikke, at den kunne holde hende fanget ret lang tid ad gangen, men hyggeligt alligevel.
Hun ville også gerne se billeder på computeren af familien. Og hendes små kusiner blev nævnt ved navn hver gang, ligesom mor og far.
Hun var i godt humør, stort set hele tiden. Fantastisk, når man tænker på, at omgivelserne ikke var de vante. Men ingen tvivl om, at hun blev meget glad, da hun så sin mor og far, som efter et par velfortjente feriedage i Berlin kom for at hente deres lille Øgle.