Det er vist på tide, at jeg igen dukker op i blogverdenen. Men der er naturligvis en grund til, at min blog har ligget stille i så lang tid. Dette er ikke noget opløftende indlæg, så alle de, der forventer noget sjovt, ferieagtigt og sommerstemningsfuldt her, må hellere stå af først som sidst.
Sidst i maj blev jeg indlagt på Holbæk Sygehus. I april havde jeg været inde at vende med lungebetændelse, men det varede dog kun et par dage , inden jeg var hjemme igen. Efter den lille omgang skrantede jeg en del, og i slutningen af maj måtte lægen igen indlægge mig. Denne gang varede det så til midt i august. Jeg nåede at ligge på 3 forskellige afdelinger, og diverse detaljer skal jeg nok skåne jer for.
Undervejs fik jeg flere besøg og mange buketter, som var med til at muntre mig op. Orlov kom også på tale et par gange, og der var jeg så heldig, at vejret var med mig, så jeg kunne nyde friheden i godt vejr. Desuden blev jeg "løsladt" i sidste uge, så jeg kunne nå at nyde det pragtfulde sommervejr. "Fastliggeren" sagde farvel. Men jeg må nok indrømme, at min tålmodighed blev sat på en hård prøve undervejs.
Jeg kan så desværre ikke sige, at alt er godt. Der er stadig en del udfordringer, men jeg håber, at opfølgning, diverse undersøgelser og genoptræning kan klare det meste.
Jeg skal på et tidspunkt i gang med genoptræning i kommunalt regi, men jeg tror, at jeg vil spørge min læge, om jeg kan blive indstillet til et intensivt genoptræningskursus på Monte Bello i Sydspanien, når jeg er lidt mere fit for fight. Er der mon nogen, som kender til det? Jeg har naturligvis googlet det, men personlige beretninger er yderst vigtige, synes jeg.
Disse var ordene i dette indlæg, som jo også er aldeles billedløst.
