Her er jeg med

mandag den 30. april 2012

Weekendtur

En begivenhedsrig weekend er slut. Den begyndte fredag med en dejlig tur sammen med et par strikkedamer og mange andre. Vi var en busfuld, hovedsagelig kvinder, som skulle afsted på orkidétur til Fynsland. Turen var arrangeret af den lokale Kvickly.
Undervejs blev vi budt på kaffe eller te og chokoladekage. Humøret var højt, og snakketøjet blev flittigt brugt.
Efter en halvanden times tid nåede vi målet: Gartneriet Ellelund i Langeskov. De beskæftiger sig kun med orkideer, og kun med typen phalaenopsis. Til gengæld har de rigtig mange af dem. Disse orkideer er såkaldte epifytter, som vokser på andre planter uden at tage næring fra dem.
Gartneriet har altid mellem 3 og 4 millioner planter ad gangen. For at få plads til så mange, har de for 5 år siden udvidet og yderligere automatiseret. Nu er der således 26.000 kvadratmeter drivhus. (Jeg kan godt nøjes med ét på 12!).







Planterne er ca. 1,5 år om at udvikle sig: Fra de kommer som små blendede øjer ( ministiklinger) fra laboratorierne, og til de blomstrer. Sådanne stiklinger får gartneriet 40.000 af hver 14. dag. Så sættes de i drivhuse med 28 grader i 32 uger, derefter pottes de om og står yderligere 32 uger, inden de kommer i et noget køligere drivhus med 16-18 grader. Dette kuldechok får planterne til at blomstre.
Sønnen, som har overtaget halvdelen af gartneriet på nuværende tidspunkt (faderen er 73), tager jævnligt afsted til Sydøstasien for at finde nye sorter.
Bliver der fundet nye typer, kommer de hertil som kloner, og først efter 3 år ses resultatet.

Salgsafdelingen er et eldorado af farver og skønhed. Det er svært at vælge, hvis man gerne vil have nogle med hjem!




Efter at alle havde fået deres købelyst styret, var der smørrebrød og øl/vand, inden turen atter gik hjemad. Alle havde mange spørgsmål, som blev stillet dels undervejs, dels efter at smørrebrødet var spist. Nogle af spørgsmålene gik på økonomien i foretagendet. Der er en årlig omsætning på 36-40 mill. kr og 8 ansatte, foruden 4 familiemedlemmer.
Et andet spørgsmål gik på vanding af blomsten. Ingen vanding i kuldeperioden (ca. 3 uger) ellers jævnligt. Det er et spørgsmål om at gøre det samme hver gang: The same procedure as last week (year)!
Ved 21-tiden var jeg hjemme efter en dejlig tur.
Resten af weekendaktiviteterne fortæller jeg om senere.

mandag den 23. april 2012

Mærkedag

I lørdags havde vi endnu en mærkedag i familien. Vores lille prinsesse på Bryggen blev 2 år. Det skulle naturligvis fejres, så faster, onkel, fætter, kusine, oldemor samt farfar og farmor dukkkede op til saftevand, kaffe og kage. Til aftensmad kom Tante også, så vi var en hel lille flok.
Den lille to-årige tog det hele i stiv arm. Så længe hun fik slik og kage var alt godt ! Storesøster og mor havde lavet Cirkeline-lagkage, og farmor havde lavet Michelin-kagemand, som den 3-årige og 5-årige havde pyntet.





Det var en hyggelig eftermiddag med fødselsdagssang, snak og leg.


Her sidder fødselsdagsbarnet hos sin mor og venter på et stk. Cirkelinelagkage.
Til allersidst havde faderen i huset lavede Chili con carne med ris og salat. Nammenam!

En lille konkurrence med karamelsnører blev det også til. De to ældste børnebørn er heller ikke afvisende over for "guf"!


Nååååehhh!

mandag den 16. april 2012

Sonnenhochzeitstag

Jeg er ikke sikker på, at dagen har et dansk navn, men det drejer sig om 39 års bryllupsdag. Sådan én fejrede vi i lørdags. Vildt!
Og solen skinnede. Naturligvis, hvad ellers?
Her kommer et par beviser, violer og iris.






Det meste af dagen var vi i haven. Vejret har hos os været godt hele weekenden, og her var der en del forsømt at indhente. Vi nåede meget, men når man har godt 5000 kvadratmeter have, så er der nok at tage fat på. Det drejer sig om en naturgrund, og ikke alt skal "holdes", men oprydning, lugning, beskæring tager tid. Hvert forår får jeg nogle ideer, som hurtigt udvikler sig til små projekter. Det er det, der er så fascinerende og giver ekstra liv i haven.
Mere om diverse projekter senere.
Vi plejer at give hinanden gaver på bryllupsdagen for at markere den. Denne gang byttede vi krukke og bog!




Ellers skete der ikke noget specielt på denne dag. Jo, forresten, Husbonden lavede mad! Han kan godt lide at kokkerere, han er god til det, men gør det sjældent, al den stund han kommer sent hjem fra arbejde for derefter at gå en lang tur med hunden.
Denne dag havde jeg sagt, at enten lavede han mad, eller også inviterede han mig ud.
Da det var en lørdag, besluttede han sig for selv at lave maden.


Det blev til en forret med lakseruller, knasende sprødt ristet rugbrød, tangkaviar med wasabi og Philadelphiaost.
Hovedretten bestod af Hasselbackkartofler, tykstegsmedaljoner, skvalderkålssalat med æbletern og en fantastisk dressing og creme fraiche creme med hvidløg og citron. Vi behøver ikke at købe skvalderkål i supermarkedet, i stedet for kunne vi sætte et skilt op ved vejen: PLUK SELV SKVALDERKÅL.
Til dessert fik vi citronis!



Dertil passende vine.
Det smagte supergodt, og jeg havde fri. I like!
Alt i alt en dejlig dag. Næste år hedder det Rubinbryllup!

lørdag den 7. april 2012

Guld

"Nature´s first green is gold".....(Robert Frost)

Så sandt, som det er sagt. Det fornemmer man helt klart, når man har længtes så meget efter forår.
Mange ting kan sammenlignes med guld, både i ligefrem og i overført forstand.
Når jeg kalder indlægget for guld, så refererer det til vore unge familier. Vi har lige haft besøg af dem, lidt på skift, sammen, forskudt osv. Da vi var flest, var vi 10, der skulle overnatte. Så er værelserne for små!
Det bliver tomt, når de alle er rejst hjem. Heldigvis kunne vi beholde Øglemor og reptilerne et par dage ekstra, så vi trappede ned i forhold til at skulle være 2 igen.
Tiden flyver afsted, især med skønne børn, svigerbørn og børnebørn. Vi snakkede, legede, de små tegnede (tak til Shufflebook, hvor jeg lige inden påske vandt: Tegn med tal - ansigter), lagde puslespil, legede med nyindkøbt prinsesseslot fra Gyldendals Børnebogklub, badede, spiste påskeæg, trillede i barnevogn, legede med frisbee, legede med og i legehuset, spillede scrabble, lavede mad osv  you name it. Kort sagt: Vi hyggede!
Læs videre hos Øglemor!


                                                   Værs´go´: En hel tallerkenfuld skum!


                                                                              Varanen på fars arm.




På de sidste 2 billeder er pigerne i gang med at finde ting og sager, som er gemt i haven. Det drejer sig om påskeæg, små kyllinger, frugtstænger, rosiner, påskeharer osv., fordelt på 8 poster i haven. Hver post var markeret med en grøn silkesnor og en lille plastikpose med fx 3 påskeæg, 3 kyllinger osv. i. Nøjagtigt det antal, som den lille flok bestod af. Når en post er fundet, skal alle komme derhen, hvor posten er, og så deles der ud af de ting, der er i posen, af den, der har fundet den. Alle pigerne havde en lille spand til at samle de forskellige ting i. Det var en vældig god måde at finde påskeæg på, i stedet for blot at finde hver sit pappåskeæg fyldt med ting og sager. Alle var tilfredse, de fik alle det samme, og det havde været sjovt. Opgaven var uddelegeret til Øglemor. Tak!

STAY GOLD!