Her er jeg med

tirsdag den 21. juni 2011

Lille Mongoliet i Vestjylland.

70 års fødselsdag i weekenden i en mongolsk ger eller jurt (yourt). Det havde jeg ikke prøvet før. Vi befandt os ved en sø, en campingplads og et spisested, som samtidig er et stort sommerhusområde.
Selve festen blev holdt i en ger, som snildt kan rumme 100 mennesker. Som festtelt fungerede den godt. Jeg sad tæt op ad en væg og havde mulighed for at studere træskelettet og stoffet (uldfilt), som udgjorde resten af væggen. Konstruktionen og materialerne betyder, at teltet er behageligt lunt om efteråret og køligt om sommeren. Desuden var der bræddegulv.
4 trædøre, en i hvert verdenshjørne,gav mulighed for frisk luft undervejs, idet brændeovnen i midten af teltet var tændt. Der var også plads nok til at have en scene i højre side af periferien (i forhold til, hvor jeg sad.) Loftet var meget kunstnerisk udført og smukt, glas og træstave udgjorde den største del.
Selve buffeten var anrettet i et stort fortelt.
Afslappet og anderledes.
Geren er meget smuk at se på og tilfører stedet noget helt unikt.

Hvis man lister udenfor og igennem en hæk, ser man endnu en ger, i en helt anden størrelse. Den passer til en familie og er indrettet på typisk vis. Langs med væggen er der opstillet bord + stole, en dobbeltseng, diverse enkeltsenge og i midten en ovn.
Denne sidste ger kan lejes som alternativ til en campinghytte, og ejerparret fortæller, at de fleste turister vælger geren fremfor hytten. Mad kan man lave på grill udenfor og sammen med havemøbler må man sige, at et perfekt ude-spisekøkken har set dagens lys.
Alt i alt en dejlig fest sammen med gode gamle venner i specielle rammer.

onsdag den 15. juni 2011

Pinseferie

I den nys overståede pinseferie havde vi huset fuldt af store og små. Det meste af tiden var vi 9 + 1 i maven. Det var superhyggeligt. Højt tempo hos de små, og vi andre prøvede efter formåen at holde trit. Henimod slutningen af ferien begyndte trætheden at melde sig hos en af de mindste og hos den ældste, læs: undertegnede. Jeg er vist ikke helt på toppen endnu efter vores Mallorcatur.
Men tiden var jo også gået fint med sandkasseleg, boldspil, gyngeri, legehus, tur til vandet, tur til en nærliggende vingård, som havde åbent hus, og indendørs leg, højtlæsning, klaverspil samt stille stunder foran TV.
Ind imellem skulle der laves mad. Her er jeg meget heldig stillet, synes jeg. Alle hjælper til med både det ene og det andet. Den hjembragte hele skinke fra Mallorca gjorde lykke sammen med husbonds fortræffelige aioli og mallorcinske oliven. Et godt supplement til frokosten.
Det varer nok lidt, inden vi ser de unge familier igen, idet de snart drager på ferie. Det ene hold til Italien, det andet til Spanien. Når de kommer hjem, er det vores tur. Det bliver herhjemme i et lejet sommerhus. Jeg er ikke sikker på, at forsikringen giver grønt lys endnu for en erstatningsrejse. Når de gør det, er det helt sikkert, at den skal gå til Mallorca: Jeg så jo ikke noget i de 3 uger, jeg var der!



Vores grund er en naturgrund, temmelig økologisk, må jeg også lige tilføje. Der findes helt givet mange spiselige gevækster her, såsom skvalderkål, hjulkrone, brændenælder, bøgeblade, ramsløg osv. Hvis man har lyst til at botanisere, er der også rige muligheder. (Vores græsslåmaskine brød sammen lige inden pinse!)

fredag den 3. juni 2011

Mallorca

Det er ved at være længe siden, at jeg sidst har skrevet et indlæg. Grunden er den, at jeg har været på Mallorca i 3 uger. Det lyder umiddelbart rigtig rart, men da jeg tilbragte de 3 uger på privathospital i Palma, så er det så som så med det rare.
Kort fortalt blev jeg syg, da vi nåede op i ferielejligheden og blev kørt direkte til intensiv på privathospitalet. I øvrigt et fantastisk sted, hvad angår specialister, skandinaviske tolke, fysioterapeuter og hele sundhedspersonalet. Længe leve en god forsikring! Jeg er heldigvis ovre sygdommen (septisk chok), så nu er der genoptræningen tilbage. Men jeg skal tilbage til Mallorca og SE og OPLEVE noget.
Det, der undrer mig ved hospitaler, ikke kun det spanske, er maden. Jeg håber ikke, at der er nogen der tror, at de får deres kræfter tilbage gennem hospitalsmad? Og slet ikke gennem spansk hospitalsmad.
Varm mad 2 gange om dagen. Den samme intetsigende suppe hver gang suppleret med fx bløde pommes frites og en tynd, gennemstegt bøf eller kotelet. En gang imellem en skål salat. På et tidspunkt bad jeg om frugt, og det fik jeg så også.
Der er åbenbart ingen prestige for vores eller Spaniens uden tvivl mange dygtige kokke i at søge job som kok i et hospitalskøkken. Alle ved jo, at sund og nærende mad er vigtig.
Det hjalp dog lidt, at jeg så fotos af de fyldige tapasretter min mand hyggede sig med om aftenen. Han havde takket nej til hospitalsmaden!?
Det var hårdt at være på sidelinien, så det måltid undte jeg ham i den grad. I øvrigt fik han taget ca. 500 billeder og gået ca . 350 km i og omkring Palma i løbet af de 3 uger. Der var nemlig nogle ganske restriktive besøgstider.
Hvem kender i øvrigt en god bog med tapasretter? Jeg har googlet, men kunne godt tænke mig en kvalificeret samling af nogle af de bedste.